Gazpacho med kammuslinger
-samt syltede løg og tørrede sorte oliven
Til 4 personer

Gazpacho:
4 røde peberfrugter
1 skalotteløg
6 tomater
1 fed hvidløg
6 jordbær
1 agurk
2 dråber tabasco
1 spsk sherryeddike
citronsaft
salt & peber
Syltede perleløg:
75 g perleløg
1/2 dl sherryeddike
25 g sukker
1/2 dl vand
Fyld:
8 kammuslinger
50 g mandler
100 g sorte oliven uden sten
4 tynde skiver daggammelt surdejsbrød
1 kvist citronverbena (eller citronmelisse)
Gazpacho: Forvarm ovnen til 250 grader. Halver peberfrugterne og fjern kernerne. Pensl dem med lidt olivenolie, og læg dem med skindsiden op på en bageplade med bagepapir. Bag dem til skindet er helt sort. De bagte peberfrugter lægges i en frysepose, som bindes til. Efter ca. 20 minutter kan skindet let fjernes fra kødet. Skold og flå tomaterne. Halver agurken og fjern kernerne. Pil hvidløg og skalotteløg. Nip forsigtigt bladene af jordbærrene. Blend alle ingredienserne og smag suppen til med salt, peber og citronsaft. Lad den trække i køleskabet.
Perleløg: I en lille gryde bringes sherry-eddike, sukker og vand i kog. I mellemtiden pilles løgene. Når sukkeret er opløst i lagen, kommes løgene i gryden. Lad det simre i cirka 15 minutter ved svag varme.
Fyld: Ovnen tændes på 80 grader. Oliven fordeles på en bageplade, og tørres i cirka 8 timer. De tørrede oliven hakkes groft. Mandlerne ristes på en varm pande uden fedtstof, til de netop begynder at tage farve. De tages af varmen og afkøles på en tallerken. Umiddelbart inden servering pensles de tynde brødskiver med olivenolie og bages sprøde i en 150 grader varm ovn. På en varm pande med smør steges kammuslingerne ca. 1 min på hver side.
Servering: Den kolde suppe anrettes i fire dybe tallerkener. Kammuslingerne lægges i midten af suppen, mens perleløg, oliven og mandler drysses over. Til slut lægges en sprød brødskive ved hver tallerken.